Photografica bruger mig til at være kursusleder i en lang række workshops. Det giver mig mulighed for at møde nogle glade fotografer og give dem god inspiration og viden.

I dag var det et kursus i model/flashfoto og det hele foregik i Skindergade, hvor Photografica jo holder til. Profoto leverede udstyr til workshoppen, og deres nye B1/B2 serie er ret fantastisk at arbejde med. Fejlfrie triggere, højt output og lav vægt, skønt. Vi havde adgang til alle former for lightmodifiers og brugte striplights, octoboxe, snoots og deres nye beautydisc.

Vores model var Fie Rose Lindegaard, sød ung pige, ret modelerfaren, og alle deltagere fik opgaven med at instruere hende. Alle fik gode skud i kassen og forhåbentligt noget viden og indblik i studiefotograferingens spændende univers.

Jeg fik en underlig kløen i min pegefinger, en kløen, der fik min hånd til at skrive "LEICA Q" på google, og der var det jo, et smukt kamera med stolte aner, de helt rigtige specifikationer, et smukt sort ydre og et LEICA-rødt logo.

Nå, ringe ind til Michael hos Photografica og spørge om man måske kunne låne en demomodel, og Michael er ikke en person, der siger nej. (i hvertfald ikke til mig)

Leica Q er et kompakt hus med 24 megapixel sensor, fastmonteret 28mm/1.7 objektiv, 3.6 megapixel søger, drejeknap til lukkertid, blænde og en supersmart manuel fokus funktion. Pris 31000,00 incl. rem og modlysblænde.

Jeg har brugt et par dage til at teste kameraet af, i mine egne omgivelser i NV, i mørkt vejr, skyet og omkring solnedgang, det er et fedt lys at arbejde i, synes jeg.

 

Jeg holder Q'eren op imod mit nuværende Fuji X-t1/X-E2 setup, der har været mit foretrukne de sidste par år, og Leica M9, der var det fra 2010-2014.

Dejligt at være tilbage i Leica-land, så gedigen en fornemmelse og gennemtænkte detaljer i det der betyder noget, nemlig hvordan er det at fotografere med, og der har Leica et forspring med deres designeres indsigt og kreativitet.

Knapperne sidder hvor de skal, blænderingen yderst, manuelt fokus som på et M-optik, synlig lukkertider, men desværre ISO-skift nede i menuen, eller på en funktion, noget jeg sjældent gider sætte op.

Men manuelt fokus overgår Fuji med 20 hestehoveder, nemt, drej over til manuelt, super fokushjælp i søgeren med røde outlines hvor fokus ligger, så fedt. Plus til Q.

Macro skiftes nemt over fra nærgrænse til 0,3m, nu helt til 0,1 meter.

Her er Q bare så meget bedre end en M-optik, der kun fokuserer til 0,7m. Plus til Q.

Søgeren i Q er på 3,6 megapixel, mod et fuji på 2,4. Alligevel er Fuji X-T1, bare så meget bedre at arbejde med, stor som Imperial, detaljeret og med de helt rigtige informationer, uden at blokere. Plus til Fuji.

Diskretionsfaktoren i en Q er stor, rimeligt kompakt, nærmest lydløst og søgeren placeret i venstre side, gør at man ikke opfattes som anmasende. X-T1 ser mere kameraagtigt ud, men der har jeg jo X-E2 til undercoverfoto. Plus til Fuji. Lukkeren i Q er ret diskret, men en Fuji X-T1 på elektronisk lukker siger jo slet ingenting. Uafgjort.

Så er der naturligvis billedkvaliteten. De der leicafiler er fantastiske. 6000x4000 pixels i lækker skarphed, meget flot opdeling i skarpt og uskarpt, og neutral til varm farvegengivelse. I søgeren før optagelse ser det lidt fladt ud, men i LR6 står det pænt/neutralt. Jeg synes, jeg er nødt til at arbejde en del med presets for at finde en stil jeg kan lide, men det kan sagtens lade sig gøre, der er bare ikke det spark i det umiddelbare resultat, som jeg fx. får i en fuji x-trans sensor med filmvalg Velvia. Ikke noget jeg ikke kan få frem, men Fuji inspirerer bare fedt med de der (poppede) filmprofiler. Plus til Fuji.

Konklusion. Leica Q er et fantastisk kamera, så lækker en kvalitet, og det kamera jeg ubetinget ville vælge at tage med på den der berømte øde ø. Bytte med Fuji? Hmm, nej ikke for nu, jeg bruger mit Fuji setup til mere og mere professionelt fotografi, og til det har jeg brug for de objektiver jeg har fra Fuji.

Jeg er gået totalt ombord i Fujifilms nye kamera, X-T1 og har i øjeblikket 2 stykker af dette dejlige retro-moderne kamera.

Min hidtidige objektiv set-up er 14mm, 23mm og 56mm, svarende til 21mm, 35mm og 56mm. Især vidvinklen på 14mm er ret fantastisk, skarp, let, utrolig fri for optiske fejl og så er en supervidvinkel bare fantastisk til interiør, store landskaber, detaljer, etc. etc. Jeg har været plaget noget af at skulle skifte optik imellem de 3 og har holdt udkig efter en 2 optik løsning.

Og nu ser det ud til at lysne, for den næste optik i Fujis line-up, ser ud til at være en 16mm/1.4, altså svarende til en 24mm med lysstyrke 1.4, helt fantastisk.
Endelig kan jeg med 2 lette Fuji X-T1 huse med hhv. 16mm og 56mm dække stort set alle motiver uden at skulle skifte objektiv, bare et sæt på hver skulder.

Mens vi venter på den lille ny, kan jeg lige vise lidt filer fra en tur til Skotland med 14mm..

Jeg var i Prag for 1 måneds tid siden og der 'faldt' jeg over en bro midt i byen, 450 meter lang og hævet højt over en mindre bydel. 6 spors motorvej, 2 metrorør og fodgænger og cykelsti.

Jeg fik taget en masse flotte, grafiske billeder og har egentlig fået en skøn serie ud af det.

Siden har jeg forsket lidt i sagen og fundet ud af en masse viden om broen, bl.a at den er bygget af russerne i 1973, at man brugte russiske tanks til at teste holdbarheden og jeg fandt også nogle fotos fra den tid.

I starten af december drager jeg derned igen og bruger 2,5 dage på at gøre projektet mere færdigt, måske til en udstilling senere.

Kald mig bare bro-nørd...

Her er nogle af de billeder jeg har fundet på nettet:

Og lige et af mine egne:

... og jeg er faktisk lidt nervøs over igen at skulle opleve de mange skæbner i dette utrolige land.

Sidste gang i 2010 var det rydningen af et lokalt slumområde, der blev meget nærværende, for hele familier, enlige mødre med 4 børn og lokale arbejdere mistede deres hjem igennem mange år.

Denne gang skal jeg til New Delhi og Calcutta og både håber og frygter at der kommer lignende eller andre gode historier at fortælle.

Klik på billedet for at se min indiske portfolio, so far...

Rydning af lokal slumområde

... dressed up for battle, they still look like princesses.

Sidste uge var det Mixed martial arts, denne uge var jeg til Rollerderby i DGI-byen. 2 hold med rullestærke piger i hullede netstrømper kæmper om at få løbet flest banerunder, mens et godt underholdt publikum hepper det de har lært.

Det er første gang Rollerderby er på dansk jord, men sikkert ikke den sidste.

Jeg havde en 24mm og en 85mm med til lejligheden og behøvede ikke mere. 1600iso, 1/125 og blænde 2 var det lys der var der, så jeg er glad for at jeg ikke havde fået en 70-200/4 med, ligesom den politiken-praktikant, jeg derfor lånte min 85/1.2.

Nyd serien på www.olebojensen.com.

Rollerderby copenhagen

... var der underligt nok ingen der sagde i lørdags i Brøndbyhallen.

Begivenheden hedder MMA (mixed martial arts) og er en dejlig, brutal omgang boksning, brydning, karate og thaibox, mixed op i en 6 kantet arena med 4 videokameraer, der dækker alle de hårde detaljer.

Det ser voldsomt ud på tv, men når man står lige der ved siden af, er det ikke så slemt. De er jo alle professionelle kampsportsudøvere og kan både forsvare og angribe.

Stemningen var fortættet i hallen og mod min forventning var der hverken slagsmål (eller tilløb til samme) i eller uden for hallen, så publikum havde ligesom fået afledning for deres aggressioner ved at se de 8 kampe.

Jeg havde udstyret mig med mine 2 Canon 1dsM3 huse + en 24/1.4L og en 100/2 USM og kunne nemt skifte perspektiv undervejs. I tasken lå også min 35/1.4L, som jeg lånte ud til en praktikant fra Berlingske. Han havde en 24-70/2.8 med og kunne ikke få helt skarpe billeder på 1/40 sekund.

Du kan se en større serie på olebojensen.com, advarsel om stærke billeder.

MMA, mixed martial arts i Brøndbyhallen, Canon 1dsMk3 100/2

...det samme gør de mange dejlige københavnske festivaller, her Jazzfestival 2011.

Har ledt efter den optimale tele til portrætfotografi med mit Leica M9. Havde egentlig fingrene i en Elmarit 90/2.8, men synes ikke helt den levede op til forventningerne. Så kiggede jeg på APO-Summicron 75/2, men synes at søgerrammen er for svær i en M9, når der er en 75mm monteret.
Sidst fik jeg så fingrene i en brugt Summicron 90/2 i som-ny stand fra en kvinde i Østrig.
Pris kun 6100,- incl. originalt Leica UV-filter, rent røverkøb, når man tænker på at den nyeste 90/2 koster 22000,- + 1000,- for et filter.
Et par dage med tests afslører 90eren som en meget dejlig optik, skøn skarphed og smuk bokeh.

Sammen med en flok glade ex-kursister var jeg på en hyggelig aftenfotograferingstur. Lokaliteten var bryggen ved fisketorvet og himmelen var dejlig bevægelig med lave drivende skyer, der lige tog farve efter neon-lyset på jorden.

Jeg var bevæbnet med Leica M9 + Elmarit 21/2.8 og selvfølgelig et godt stativ, her er nogle af de bedste skud.

Imponerende at der ikke er mere overstråling i objektiverne, selv ved eksponering på 2 minutter, bl. 16 og iso 80.

På en dejlig aften på Charlottenlund strand var det ren fornøjelse at se himmelen optræde med disse skønne skyer og en enkelt jet.

Det er jeg ihvertfald ved at få øjnene op for.

Måske har jeg bare ikke kigget godt nok efter før, men de sidste par uger har jeg være lidt optaget af at finde sjove, underlige, sære og især gamle køretøjer i det almindelige bybillede og prøve at udstille deres pudsigheder med et fotografi.

Som her med denne Cadillac i Rågeleje, blandt tidens moderne minibiler.

... kan have mange betydninger, men i denne uge betød det helbredelse for en af de mange patienter øjenlægerne hos min kunde behandler i løbet af en arbejdsdag.

Opgaven gik ud på at lave en samling billeder i klinikken til brug på deres hjemmeside.

Den tekniske udfordring i dette billede var den meget store kontrast imellem operationslyset og det reflekterende lys fra operationsstedet. Jeg valgte at gå med det reflekterede lys for at udtrykke den sterile og professionelle atmosfære der hersker, når fagfolk udøver deres erhverv.

Canon 1ds MK3 50/1.2

... så går turen til Istanbul. Ialt 12 elever, min søn og jeg drager til den fantastiske by og naturligvis håber vi alle på en gang solskin og 15 grader, selvom mindre også kan gøre det.

Det bliver mit 6. besøg i byen og billedet her, fra 3. besøg, et taget i det fantastiske lys, der kommer ud af kombinationen lave tågeskyer og kulbuelamper.

For nylig var jeg et smut i Barcelona og tog også nogle billeder, selvom turen mest var tænkt som en lille ferie fra dagligdagen.

Vel hjemme igen fandt jeg lidt tid (og som en opgave fra et af mine kursushold) til at lege med ideen om at bruge billederne som pladecovers for fiktive bands og her er nogle af resultaterne, altså Barcelona som musik.

En noget teknoinspireret plade med gang i den for danseskoene. (Billedet er ovenlyset i elevatoren i vores ferielejlighed)

Tung amerikansk sing-a-song rock med stærke rødder i Detroit. (Scene fra bydelen Mina som er det tætteste Barcelona kommer på slum)

Endnu en danseudspil fra britpop-scenen. (Indvendig trappe i betonbyggeri i Mina)

... var en kold affære for alle implicerede.

De 30 hjemmeværnssoldater fik alle overrakt en medalje af hjemmeværnets kommiterede Jens Hald, hvorefter den store parade gik mod rådhuspladsen. Her
hædrer Helge Adam Møller en af de sårede soldater med en æresmedalje.

 

... men hvad skal jeg sige, der har været gang i nogle andre ting i stedet for at skrive på bloggen.

Derfor må jeg lige lave en mega opsamling og håber I vil bære over med at kommentarerne ikke bliver så lange.

En mindre opgave for KRIFA var at lave et portræt af Bettina. Bettina var blevet smidt ud af en kommunal ordning i utide og KRIFA hjap tingen på gled.

En portrætopgave for hjemmeværnet bragte mig til Marienborg, hvor jeg fik dette dobbeltportræt af Jens Hald og landets statsminister.

En opgave for Sundhed.dk i forbindelse med Lægehåndbogen tog mig med til øjenlægen med Hanne. Personligt synes jeg det er grænseoverskridende at lade skarpe genstande komme tæt på mine øjne, men min model Hanne tog det i stiv arm.

En af mine kunder Post og telemuseet, et fascinerende sted på købmagergade åbnede et ny frimærkelegeland. Min opgave var at producere reklamebilleder i det halvfærdige byggeri. Billederne bruges nu i Købmagergade og har været husstandsomdelt i indstikket MedRundt fra Post Danmark.

Glade børn er altid dejligt og når man giver glade drenge og piger en fodbold bliver de bare endnu gladere. Billederne er lavet til Københavns Kommune til brug på hjemmesider og årsrapporter.

Thomas er en upcoming frisør der havde brug for et lækkert portræt til bred markedsføring.

Topledelsen i Kommunernes Landsforening havde brug for et magasinbillede til deres årsberetning, som vi skød i det store atriumrum i KL-bygningen.

Som en lille sød rosin i pølseenden var der skønne Emma på 1 år, der med stor glæde poserede for den stakkels fotograf der faldt på maven for charmen.

... på mit nye engelske, personlige website.

Sitet er et initiativ for kunne vise mange store spændende billeder og selvfølgelig gøre reklame for mig selv internationalt.

Klik gerne ind på www.olebojensen.com og drøn lidt rundt i billederne.

... kunne jo være et kursus eller deltagelse på min workshop i Istanbul.

Mange vælger at bruge penge på et nyt kamera, en ny optik eller en flash, men det der i virkeligheden ville få deres fotografi til at blomstre er at bruge mere tid på deres hobby.

Hvis du deltager på et af mine kurser vil du få et stort løft i dine fotografiske evner og samtidig også blive inspireret af dine med-kursister og turene ud i byen for at fotografere.

På turen til Istanbul vil du få god tid til at fotografere, individuel feedback på din måde at arbejde på, samt møde en af verdens store storbyer, endda både på europæisk og asiatisk jord. Der er stadig 3 pladser tilbage på turen.

Derfor vær nu god ved dig selv og se at komme afsted.

... så overvej fx. en af disse 5.

Fashion og editorial fotograf Michael Grecco afslører her sine hemmeligheder, når han viser fede billedeksempler fra sine mange år i branchen.

Joe McNally står nu forrest i strobist bølgen og som repræsentant for Nikon viser (og sælger) han flashløsninger på sine meget spektakulære billeder.

Michael Freemanns opdaterede værk, der i nøje detaljer gennemgår den dybere psykologi omkring opbygning af billedets komposition.

Gadefotografi er på vej ind igen og denne bog indeholder fede tips og fede portrætter af de store i denne helt særegne stil inden for fotografi. Husk det skal være udgaven med duen, da den anden er på fransk.

Fotografi handler om andet end teknik og held. Dine egne input til billedet, når din hjerne sorterer i de milliarder af indtryk vi bombarderes med, er i virkeligheden din egen personlige stil. Find roen og dybden i dig selv og bliv en bedre fotograf.

... og København ligner et stort julemarked, med salgsvogne, pynt og nu også med sne.

Her et billede fra i søndags fra Nyhavn, hvor de sidste stædige udendørsgæster samles under de varme terassevarmere for en fadøl eller et glas vin.

.. hvis man vil have de sidste gule blade registreret for i år, for på onsdag kommer frosten i stor stil over landet.

Det er bare den fedest følelse at gå rundt i skoven, se de fantastiske farver og bare være skabende med sit udstyr.

Det er jo den ægte fotoglæde der skal dyrkes, at se, være og skabe. Prøv at undgå at sætte forhindringer i vejen for at leve i den proces så meget af livet som muligt, og husk det bedste kamera er det du har med dig.

Jeg er begyndt ar arbejde med mine filer fra Istanbul, er indtil videre kommet ned på 77 fotografier ud af de 2079 filer jeg havde med hjem.

En af de ting jeg frygtede ved mit nye Leica M9 + 28/2 var at jeg ikke kunne lave de samme aftenbilleder, som min Canon 1DSMK3 + 35/1.4L har givet mig.

Jeg elsker det lys, der dukker op når først dagslyset svinder og byens, himmelens og trafikkens lys tager over.

På busholdepladsen i Sultanamehed er der et dejligt leben af mennesker, der skal hjem til deres egen bydel efter en lang dag i bazaren.

Heldigvis er Leicaens iso-håndtering ikke så ringe som mange snakker om. Jo, vist er der iso-støj, og nok en del mere end med mit Canon, men selv ved 1600 iso er der gode hudtoner og en dybde i farver og kontrast.

Denne unge gut havde skruet opmærksomheden indad og en lukkertid på 1/30 med SOFT-advance var nok til et skarpt foto. Leicaens fokusindstilling er et kæmpeplus i det svage lys, hvor Canons autofokus giver op og man skal fokusere manuelt på den, til det formål, ret ringe matskive.

I denne uge havde jeg fornøjelse af at fotografere Dronningens tro følgesvend og livsstykke, Prins Henrik.

Prinsen var medvært ved lanceringen af hans egen Cognac i samarbejde med Braastad og verdenspressen var naturligvis mødt op for at smage.

Prinsen er fantastisk lun og morsom, og han håndterer tumulten på en yderst charmerende måde, og det slog mig pludselig at han minder mig en del om min far, blot skal jeg lige have lært min far at drikke Cognac Royale.

Cognac-en nåede jeg ikke at smage, næste opgave var nært forestående, men der var en tung duft af ædle druer og tung sprit i rummet.

En hyggelig lille opgave på kastellet gav mig mulighed for at få rørt mit transportable flashanlæg, bestående af en hvid paraply, en Canon 580EX2 og en ST-E2 trigger.

Det er jo dejligt at det igen er blevet lidt mørkere, dels er det nemmere at overgå dagslyset og få en god kontrast virkning, dels rækker kundernes eget udstyr ikke til at arbejde i det nærmest tusmørke-agtige lys, der hersker, så de ringer nok lidt oftere efter en prof.

... og ligesom jeg for første gang var på Roskilde Festival i år, så kunne jeg åbenbart også blive fristet af det lille vidunder, kaldet Leica M9.

Egentligt startede det med mit kursus i New York, hvor mit Canon 1DS3 var den helt store opmærksomhedsmagnet (syntes jeg) og den oplevelse fødte drømmen om noget diskret, let, simpelt og alligevel sofistikeret og godt.

Efter en uges betænkningstid måtte jeg så tømme bankbogen og købe en Leica M9 samt en dejlig Leica summicron 28/2 optik.

28eren er siden hen blevet suppleret med en dejlig 50/2 og snart kommer favoritoptikken summilux 35/1.4 med posten.

Den store prøve bestod M9 i Istanbul i sidste uge, hvor det var mit eneste kamera i 4 dage, næsten udelukkende med 28/2 monteret, små 2100 fotografier blev det til, meget inspirerende.

.. ok, jeg blev nummer 3, men det er sgu da også stort nok.

Sammen med TDC-aspekt deltog jeg i FEIEAs årlige Grand Prix for personaleblade, og mens bladet (med mange af mine billeder) blev nummer 2, løb jeg med en 3. plads i kategorien bedste magasinbillede.

FEIEA står iøvrigt for Federation of Internal Communications Associations across Europe.

3. pladsen er fra en serie jeg lavede for TDC med mountainbikemesteren Marie Kunst i 2009.

Marie var med på alle de billedideer jeg havde taget med og kun, da vi skulle dekorere hendes ansigt med muddersprøjt og vandpyttevandet vi brugte, pludselig viste sig at være hesteurin, afslørede hun sine feminine sider.

Billedet kan ses herunder.

 

I starten af oktober var jeg blandt de 10 heldige fotografer, der blev udvalgt til at deltage i workshoppen "MASTERCLASS, streets of New York" med berømte Peter Turnley i Harlem, New York.

Det var spændende at møde de 10 kolleger og jeg kendte ikke nogen af dem i forvejen, så det tog lidt tid at spotte dem i lufthavnen, måske tildels fordi de overhovedet ikke lignede deres facebook-billeder, men hvis ikke en fotograf skulle kunne forskønne sig selv, hvem så.

Vel ankommen til New York havde jeg nogle dejlige timer med min søn, Mads, der jo går på ICP i byen.

Workshoppen hos Peter Turnley foregik hos ham personligt, i en lejlighed i Harlem med fed udsigt over bydelen. Efter nogle timer med god inspiration gik vi samlet ud og fotograferede på Times Square. Det var tydeligt at Peter Turnley ikke var vant til at alle elever på et hold var professionelle fotografer, men han hævede barren og alle fik modspil.

I løbet af ugen var vi så skiftevis ude og arbejde og hjemme hos Peter og editere, så vi alle endte op med 15 billeder med god sammenhæng.

Det var en dejlig udfordring at skulle fange essensen af den dejlige storby, og jeg er selv ganske godt tilfreds med mit resultat.

Vel hjemme igen ser jeg nu frem til 4 hektiske dage i Istanbul, i starten af november, hvor de nye evner skal prøves af.

Du kan finde hele serien her: New York

Her mit bedste bud fra kurset.

 

... og man kunne få det indtryk at firmaet var helt lukket ned for business, men tværtimod, der har været god gang i aktiviteterne, jeg har bare ikke fået skrevet noget om det her på bloggen.

Så derfor får du lige en kavalkade over de sidste par måneder.

 

Henrik Hurtigkarl, ejer af efys.dk stod og skulle bruge nye billeder til firmaet hjemmeside.

 

På Post og Telemuseet ville de gerne have dokumenteret hjemvendelsen af en gammel postdilligence, der havde været udlånt i mange år.

 

For KEY2KNOW lavede jeg en serie modeloptagelser for en af deres medicinalkunder.

 

Apport Systems sendte mig ud til en større dansk virksomhed for at fange effektiviteten på et IT-styret lager.

 

Et dejligt efterårsbryllup på den skønne danske ø, Ærø, med højt til himmelen og en skøn natur.

 

Hjemmeværnsledelsen var på rundrejse i landet for at udbrede de nye forholdsordrer.

 

For TDC-aspekt var jeg en tur i Ganløse og se på skoleelevers brug af mobiltelefoner i undervisningen.

 

Post og Telemuseet havde brug for en opdatering af deres billeder af de nye udstillinger de lancerede på kulturnatten.

 

Kommunikationsfirmaet MAP1 brugte mig til fotograf på et sæt identitetsbilleder for en af deres kunder.

... med radiotriggere for under 250,-

Det er sommetider noget nedslående når spirende fotografer spørger mig, hvad det koster at skaffe sig noget flashudstyr, der kan bruges til at lægge anderledes lys med, for det koster jo kassen at anskaffe sig en Canon/Nikon flash og et sæt Pocket Wizards.

Det fik mig igår til at finde en pose på loftet med nogle gamle, men bundsolide Vivitar flash unit af typen Vivitar 285HV Zoom Thyristor Flash Vari Power, som jeg engang købte på ebay, men som senere røg på loftet til fordel for 3 Canon 580EX2.

Bygget som en tank og solgt gennem 30 år er Vivitar ikke et smukt syn, men tilgengæld billig og driftsikker som en VW boble.

Vivitar-sjoveren yder ca. ledetal 44, en moderne topflash cirka 55, så der er vi næsten med. Den kan selv styre lyset pr. automatik på bl. 2, 4, 8 og 11, ligesom den kan styres helt manuelt på fuld, halv, kvart, ottendel og sekstendedel kraft.

Sådan en flash kan købes for mellem 10 og 80 dollar på ebay ved at taste ordene: Vivitar 285HV Zoom Thyristor Flash Vari Power, og der er mange af dem derude.

Læg dertil noget trådløs styring fra Hongkong, fx. 4 channel wireless remote flash trigger PT-04, som på op til 30 meters afstand trådløst trigger den dejlige Vivitar. 4 channel wireless remote flash trigger PT-04 koster omkring 15 dollar incl. fragt til hjem-adressen.

Læg dertil en Voice-activated-flash-stand, som kan være en veninde, din kæreste, mor eller sågar din pony, dresseret fornuftigt, og så kan du lægge flashlys der ser betydeligt dyrere ud end 250,-

Er du avanceret bruger, så dobbel det hele op.

Enjoy.

...så nu skulle det ud og bruges.

Har egentligt mest arbejdet med naturligt lys eller speedlights på mine opgaver, synes faktisk at det virkede mega besværligt med store flashlamper, battery-packs og tunge kabler.

Der er dog en ting, de små speedlight ikke har kræfter nok til, og det er at overgå solen i lysstyrke, så der kommer smæld i farver og lys.

Derfor tog jeg mine drenge med ud i havnen og legede lidt med mine Bowens mono-blokke og et Bowens Travel-pak, jeg købte for 3 år siden.

I solen hedder det 1/200 sekund, blænde 13 på 100 iso, så der skal noget juice til, og det leverer et godt flashanlæg.

Billedet her er belyst af 3 lyskilder, 2 flash fra hver sin side med 45 graders reflektor og bagfra er den store lyskilde naturligvis solen.

Der er ikke sidste gang den kombination skal med ud og arbejde.

.. var min søde model i denne uge. Udover et meget yndigt ansigt viste Dorthe sig også at have en dejlig personlighed, der tillod mig at dirigere rundt med hende på indre Nørrebro uden at kny.

Vejret var gråt og overskyet, så jeg valgte at sætte noget fut i lyset med en flash monteret på et stativ og trigget af en PocketWizard Flex5.

Det store grafittimaleri var den perfekte baggrund for sangerinden, og det distinkte lys giver en nattestemning trods det at klokken var 13.30.

... fordi hun er roma.

Daniella i den sorte kjole er en roma kvinde, jeg mødte i den rumænske industriby Ploiesti. Ploiesti er mest kendt for at være det første sted i verden for olieboring og udvinding.

Daniella boede indtil for 4 måneder siden i et forladt hus lige på den anden side af den lille slidte industrivej ved banegården. Huset er stadig tomt, men den nye ejer ville ikke acceptere at der boede romaer i bygningen, så han fik politiet til at sætte Daniella og hendes 5 børn på gaden.

Nu bor Daniella under trappen op til den motorvej der fører over jernbanesporet og hun og de 5 børn må leve med rotter og de floder af vand, der løber gennem huset når det regner.

Daniella er heldig at have gode venner i nærheden, der hjælper hende, men det er svært at få ordentligt arbejde og endnu sværere at finde en bolig der ikke ligger for langt fra de store børns skole.

...førte efterfølgede til at mine 2 yngste blev kåret, i TV2, som de 2 mest ens tvillinger i danmark.

Billedet er en simpel opstilling i porten af min ejendom. Lyset består hovedsagligt af lys reflekteret op fra betongulvet, som giver perfekt beauty-light uden reflektor eller anden lyskilde. Objektivet er en 50mm som var monteret på et Canon 1ds Mk3.

Er de 100% ens, bedøm selv.

Surprise, det var min første gang på Roskilde, og sikke en glædelig overraskelse.

Det var jo som at være i Indien.

Mega varmt og støvet - glade, beskidte mennesker der bor i underlige bebyggelser, stor social kontakt beboerne imellem, en slem stank af urin og andre kropsvæsker og sjov dans til underlige rytmer, FEDT!!!!

Okay, indrømmet, ikke en stor serie, men den rammer da helt fint ikke.

Det har taget mig næsten 2 måneder at få færdiggjort mine seneste billeder fra Indien.

Jeg tror selv at det var nødvendigt med en naturlig pause fra materialet, da der undervejs var mange hårde oplevelser der skulle bearbejdes, men heldigvis også mange fantastisk positive.

Indimellem sker det at en opgave ikke bliver helt så spændende som man håbede. F.eks. skulle jeg dække en konference for en kunde og den nye socialminister skulle være hovedtaler.

Det viste sig bare at grundet genopretningsplaner og andet kom hun ikke og så var det lidt ligemeget.

Jeg fik dog lige nogle minutter til at gå med at fotografere nogle kopper som stod klar til næste pause.

Sammensat som en kollage af nogle af billederne bliver det måske næsten kunst, ja, man har da lov at prøve.

Tasken bliver tungere og tungere og bankbogen svinder ind, men vi må jo have det nyeste nye, og det nyeste (for mig) er denne speedlight-softbox fra Honl.

Modsat de mange andre speedlight-softboxe kan denne foldes fladt ned, anvende gels indenunder og laver også et rimeligt blødt lys. At den også er rimelig modstandsdygtig over for vind, i modtætning til paraplyer er et ekstra plus.

Prisen på 600,- er måske lige i overkanten, men det er jo foto-grej, så det har man vænnet sig til.

Her brugt til en opgave med modelbilleder for løbetøjsfirmaet RUNNUR.

Har ellers svoret at det gode lys til portrætter var studielyset, softbox, snoots og hvad har vi.

Derfor var det lidt et eksperiment at fotografere dette klassiske karriereportræt af Monika og kun bruge Canon speedlights til det.

De 3 flash blev udløst af hver sin Pocketwizard Flex5 og på huset sad en Pocketwizard Mini1. Alle flash var indstillet på manuel styring.

Hovedlyset er en Canon 580EX2 i en 100cm Lastolite-paraply, kun lige 1 meter fra ansigtet. Hårlyset er en anden Canon 580ex2 med en honeycomb forsats fra Lastolite og bag modellen oplyser endnu en Canon 580EX2 et lysegråt felt på den ellers sorte baggrund.

En 100cm reflektor modsat hovedlyset sikrer god balance i ansigtet.

Alt i alt er det ikke nogen billig løsning, men yderst transportabel.

 

 

... er vist den bedste betegnelse for dette billede. Iøvrigt taget i Bellacenter for nylig, stedet hvor selv de mest lysstærke optikker skal strækkes til det yderste for at følge med i mørket.

Empty space er det at fylde sit billede op med ingenting og så lade det ingenting give mening i forhold til den smule du alligevel har med i billedet.

Netop for, som i dette billede, at understrege hvor lille personen er i forhold til budskabet, eller hvor lille verdenen kan være for en person der har udviklet demens, som denne professor talte om.

 

... ellers er det på tide at du får den købt og læst fra cover til cover.

TID er IMHO den mest betydende danske bog om fotografi af en af de mest betydende danske fotografer, og at den ikke genoptrykkes igen og igen er mig en gåde.

I TID gennemgår Saxgren den nyere tids journalistiske fotografi med dybe interviews med nogle af verdens mest betydningsfulde fotografer og krydrer det hele med sit eget perspektiv og indsigt.

At jeg skulle bruge 16 år på at erkende, at det er det afgørende øjeblik fanget midt i den uarrangerede virkelighed, der er fotografiets uudtømmelige kilde, er kun et eksempel på, at begrebet TID, er nøglen til fotografiet., siger Saxgren på omslaget af bogen der udkom for 20 år siden.

Køb den før din nabo, den er en bog der vil berige dit liv og med garanti stige i værdi fremover.

... you will make it everywhere, lyder sangen fra den gamle crooner Frank Sinatra, og nu må vi jo se om det passer.

Ihvertfald er jeg blevet optaget på MasterClass - Streets of New Yorkfotokursus, der afholdes i, ja, New York i oktober. Under kurset bliver man vejledt personligt af krigsfotograf Peter Turnley, og kurset holdes i Peters lejlighed.

Det hele slutter af med en reception for et inviteret publikum, hvor alle elever skal vise 15 billeder hver, fedt.

Samtidig med kan jeg jo også få besøgt min søn, der meget gerne skulle være i fuld gang på Internationel Center of Photography og som er et mega talent (siger den stolte far), besøg endelig www.madsholm.com.

Billedet er fra mit sidste besøg i the big apple, uha, der er lang tid til oktober.

... ihvertfald tilsyneladende, da jeg var med hjemmeværnet på øvelse i Slagelse i lørdags.

Realismen var stor og kræfterne der bliver lagt i f.eks. sminkning af ofre for katastrofer ikke mindre.

Rent teknisk vidste jeg at der ville blive brug for fleksibilitet, så jeg pakkede 16-35 / 24-70 og 70-200 i et par bæltetasker (så skilte jeg mig heller ikke sådan ud), monterede en 580EX2 flash med friske batterier på mit 1DS3 hus og så var jeg klar.

Flash, tænker du nu, det var da mega godt vejr i lørdags, hvorfor nu det. Jo, netop i sollys med høj kontrast er en flash på kameraet allermest værdifuld. Se det som en måde at opbløde den store kontrast, så detaljer i skyggen kommer frem, og som en god måde at arbejde hen imod sollyset på, så billederne optræder mere 3-dimensionelle. Med Canon hig-speed sync. skal man ikke engang tænke over sync-lukkertiden, men skyder bare løs op til 1/8000 del sekund.

Bare rolig, øjet er på plads igen nu.

Var lige et smut i det varme florida, som ligesom Danmark er ramt af kulderekord, dog er det jo 15-20 grader mere end i lille dannevang.

Jeg syntes det var morderligt svært at finde noget poetisk og smukt ved Miami og omegn, det er jo nok også svært når det hele bliver ombygget hver 30. år, enten pga. orkaner eller økonomiske kriser.

Billedet her illustrerer vel egentlig meget godt at det hele handler om den pæne facade, palmer, sol og de kuldskære pensionister der som trækfugle drager sydpå om vinteren.

... gik med at overkomme den manglende søvn, booke bil og tog til den videre færd og så at tage den tunge beslutning at skifte hotel, da vi ikke var helt vilde med kvaliteten af Hotel Ashu Palace.

Efterhånden kravler den indiske kultur, den gode selvironi og den afslappede stemning ind under huden igen og nu er man så kun et par Kingfisher øl fra at være tilbage.

Lyset er hårdt, så det kan betale sig at holde lidt igen midt på dagen og så give den gas i de sidste timer på dagen.

16-35 er en god løsning, når lyset er til det, men snart kommer 35/1.4 til sin ret, allersidst udført med manuel fokus.

Royalist eller ej, jeg er sgu fan af Dronningen, Frede og Mary. Især efter at jeg havde glæden af at fotografere Mary sidste år i hendes uddannelse for Hjemmeværnet.

Det kan altså ikke have været nemt at repræsentere Danmark i alle disse år, udstillet for alle, hver en bevægelse registreret og hver en udtale analyseret.

Og nu bliver hun så 70, still going strong og forbilledligt for en hel generation født efter 2. verdenskrig.

Hjemmeværnet stillede i dagens anledning med 200 mand op på strøget, så Daisy kunne se de stolte soldater linet op.

Jeg var nødt til at besidde stor fleksibilitet, så jobbet blev løst med 2 kamerahuse, 2 flash (lyset var en god blanding af sol og dyb skygge) og en 24-70 og en 70-200 zoom.

Her er billedet af Henrik og Margrethe, der suser forbi, mens hundredetusindvis af danskere vinkede fra kulissen.

 

I sidste uge var jeg på job for Key2Know som, for Moderniseringsstyrelsen, laver interaktive E-læringskurser.

Skuespillerne var Helene Egelund (forbrydelsen, 2900 Happiness) og Claus Riis Østergaard (nordkraft, livvagterne) som gav den som ansatte i staten.

Igen var det et job for de faste brændvidder, specielt 35/1.4L, men også 24, 50 og 85 var på job. En behændig omgang med kunstlys og lidt opblødningsflash gav billederne lige det look der var brug for.

 

... er live-view ikke at foragte.

Ihvertfald ikke når døden optræder som dette halvtfordærvede lig på bredden af Ganges i den hellige by Varanasi i Indien. Efter hindu-skik er det kun de ældre kvinder, der brændes, mens mænd og børn sænkes i floden med en sten om livet, for at gå til grunde.

Stanken var ulidelig og lidt for mange gyserfilm, har lært mig at hvis man kommer for nær, ja, så springer skelettet på dig og hvem ved om jeg kan komme ud af den knibe så let som Johnny Depp.

Nej, jeg aktiverede live-view og sad i sikkerhedsafstand og framede og skød det stakkels menneske med flod og glade badegæster i baggrunden.

Iøvrigt kan man zoome ind på skærmen for at checke skarphed, ligesom sniperen i counterstrike.

 

15 fede dage i det mest utrolige land tærer på kræfterne. Jeg ville gerne have opdateret bloggen mere undervejs, men tidspres og manglende internet gjorde det svært.

Vores tur sluttede med 4 hektiske dage i Mumbai, hvor det især var den blomstrende økonomi der på godt og ondt prægede billedet.

I gadebilledet var der tydeligt flere unge, rige mennesker med vestlige vaner, samtidig med at byen med magt rydder de etablerede, men improviserede bebyggelser langs gaderne.

Nu skal de 4700 billeder kigges igennem og guldkornene findes frem, der skal nok komme nyt undervejs.

 

Temperaturen når hurtigt de 35 grader og lyset er ikke til at arbejde med før kl. 18, hvorefter solen forsvinder på kun 1 time.

I går prøvede en dreng at stjæle mit lommeindhold, idet han snittede en 10cm lang flænge i mine shorts, men jeg var optaget af at snakke med en butiksejer.

Turen går imorgen til Agra og vi håber at kunne gøre holdt nogle interessante steder undervejs.

Jeg er snart nødt til at holde mig til min 35/1.4, ihvertfald har jeg svært ved at holde mig fra 16mm indstillingen på min 16-35/2.8.

 

Inden længe er det så afsted til Indien, på rundtur mellem New Delhi, Agra, Varanasi og Mumbai.

Udstyret har været under overvejelse længe og her er så den næsten, endelige liste (for dem som skulle være interesserede):

FOTO:
Canon 5DMK3 + 2 x batterier + lader, Mini manfrotto stativ, Canon 20/2.8, Canon 35/1.4L, Canon 100/2.0L USM, Domke bæltetaske, Lowepro Flipside 300, Sunbounce R-strap, Canon kamerarem, 5 x 32GB CF-kort, Canon 220ex flash, 1 kortlæser USB

MEDICIN:
Imodium (mod dårlig mave), Ipren, Tøjvaskemiddel, Klorhexidin, Sprit til håndrens, Schweizerkniv, Ørepropper, Vaskeklude, Førstehjælpstaske, 2 x Zendium tyggegummi

TOILETTING:
Solcreme, Tandbørste, Tandpasta, Hudcreme, Shampoo, Shaver, Deodorant, Vatpinde, Tandtråd, Negleklipper

TØJ:
8 x kortærmede skjorter, 2 poloshirts, 1 langærmet trøje, 1 sove t-shirt, 5 shorts, 1 langebukser, 1 zip-off bukser, 12 par underbukser, 14 par strømper

UNDERHOLDNING:
2 fotobøger (Photography after Frank og Tao of Photography), 1 MacBookPro + lader, 1 Harddisk 2TB, Iphone + lader, Hovedtelefoner, Multistik, Domke PC-taske

PRIVAT:
Pas, penge, bæltepung, tegnebog, lille pung til småmønter, visakort, sygeskikringskort, visitkort, kørekort, nøgler, billetter og vouchers, Moleskine kalender

Da jeg endnu ikke har et billede af alt gearet, får I istedet et fra min sommerferie.

Endnu en beklagelse over den danske vinter, når den absolut skal spille med musklerne og være vinteragtigt. For 3 uger siden kostede det min bil 14 dage på værksted, da 2 ton sne væltede ned fra taget af vores ejendom og smadrede tag og bagrude.

Men nu ser det da ud til at være ovre for denne gang og den stille kløen i højre pegefinger kommer tilbage.

Jeg arbejder for tiden med en serie af stillestående industrimotiver (altså ikke det på billedet), og det er trods alt rarere at arbejde når man ikke fryser r.... af samtidig.

Om 5 dage er det afsted til Indien, New Delhi siger mellem 15 (nat) og 30 (dag), så der bliver brug for shorts og en t-shirt.

Grundudrustningen begynder at nærme sig, det ligner mest en 5D2, en 35/1.4, en 16-35/2.8 og en 100/2.8, og naturligvis et hav af 32GB kort.

.. solgte jeg mit Nikon D2x, og mine Nikon objektiver.

Årsag, ingen fullframe kamerahuse og ingen primes med høj lysstyrke.

Mit professionelle fotografi var spærret inde i 3 zoomer med lysstyrke 2.8 og 4, og alt mit miljø-portræt-arbejde måtte lyssættes med flash, for at få lys nok.

Her snart 3 år siden leger jeg med fullframekameraer fra Canon, hvor ISO 1600 er fuldt ud anvendelig i A3 og med primes hvor lysstyrken er 1.2 eller 1.4. Mit fotografi handler om eksisterende lys og flash bruges mere som effekt end som fundament.

Idag kom så nyheden endelig til de kære Nikon-ejere, den første vidvinkel-prime med stor lysstyrke er på trapperne, en lækker 24/1.4 til små 17.000,- danske kroner. Tillykke og godt gået at vente så længe.

På ebay har nikons 28/1.4 været handlet til svimlende summer, trods de mange år på bagen og gammledags objektivdesign, så desperate har Nikon folket været.

Den nye 24/1.4 vil jeg sammenligne med min nye 24/1.4 MK2, som fornyligt afløste min gamle 24/1.4 MK1, som jo efterhånden var nogle år gammel, men ikke desto mindre ret fantastisk.

Dette varsler forhåbentligt en ny tid for Nikon, den lille ny må vel blive fulgt op af en lang række af primes indtil Nikon er kommet på omgangshøjde med Canon på det her område også.

Så jeg mig tilbage da jeg skiftede fra Nikon til Canon?

Ja, om jeg gjorde, Canon, læs min ønskeseddel.

1. Opdateret ST-E2 controller, flere grupper, mere kontrol ala SU-800.
2. Ny 580EX mk3 med svingbar fakkel som Sonys nye flash, der effektivt løser problemet med bounce+fillcard flash ved højkantsbilleder.
3. Ny 20/2.0L vidvinkel.

Jeg venter bare.....

...spurgte journalisten, da jeg forleden var på job og skulle portrættere 2 hjemmeværnsofficerer. Jeg vidste godt hvad hun mente, for der var bare så meget lys, solen skinnede fra en skyfri himmel og der var hvidt sne overalt. Jeg tror ikke min lysmåler har været så højt oppe i 3 måneder.

Og hvad vælger den tossede fotograf så at bruge alt det lys til, ingenting. Han slæber de rare officerer ind i skyggen, hvor der var minus 8 grader, for at at lægge alt lys selv, spild af vorherres gode projektør.

Virkeligheden er jo bare den at det er svært at få naturlig mimik i modellernes ansigt, når solen brager løs, hvorimod det korte flashglimt ikke generer nogen.

Opstillingen var dejlig nem, en canon flash på hver sin journalist, infrarød sender på kameraet, fuld ttl, og så lidt sjov med officererne.

Skyggen i midten er en ren foræring.

 

... jeg er ihvertfald ved at være træt af sne, blæst og frost.

Og så skal det lige siges at jeg overhovedet ikke har taget et eneste billede i vejret derude, hvem ved hvornår det igen bliver så meget vinter herhjemme.

Nuvel, et enkelt snap ud af vinduet på 4. blev det til, en mor med christianiacykel der kæmpede sig mod vinden ned for at aflevere de små guldklumper til madpakkeordning og alt for friske pædagoger.

Fototeknisk, næh egentlig ikke, bortset fra det faktum at IS på et canon 24-105/4L, nok kan sikre mig et skarpt billede, men ikke fange cyklisten helt i flugten.

Teknikken kan ikke alt..

.. men nu står vores gamle grimme campingvogn altså her midt i den danske natur og ligner lort.

Skønhed, kunst, skrald, dårlig smag, jeg ved det ikke, men da jeg var i Ganløse i andet ærinde synes jeg egentlig at campingvognen, med sin grimhed, sin forlængst glemte elegance, blev til et monument i det svage vintersollys.

Og da jeg så sad her og rodede med billedet og skulle finde en god forklaring på at jeg absolut skulle tage et billede, tænkte jeg på Henrik Saxgren og hans nyeste bog 'Unintented sculptures', som netop er udgivet i forbindelse med en udstilling på den sorte diamant.

Henrik har, som jeg gjorde det idag, gået rundt med sit kamera og undret sig over menneskets evne til at producere storhed, der siden forfalder og gennem forandringen måske kommer til at virke helt skulpturelle.

Så du ikke udstillingen, så køb bogen...

 

... var overskriften på en opgave for en større dansk lægeorganisation. Målet var at skyde nogle billeder til deres nye hjemmeside og derfor mødtes Selma+mor+læge og jeg hinanden på Vesterbro.

Rummet var en ren foræring, dejlig lyst, oplyst mest af tungsten lys, blandet med en grå eftermiddagshimmel udenfor. Møbler og indretning i skønne pang farver. Lægen var også en foræring, sød, smilende og imødekommende, og så var der Selma. Hun er nok, uden undtagelse, den nemmeste model jeg har brugt til dato. Hoppede direkte fra den ene lægesituation til den anden, og sågar den tørre ispind klarede hun helt uden så meget som et piv. Selma havde sågar lige forberedt et kvalificeret spørgsmål om noget tør hud til lægen, så det fik hun svar på mens hun nu alligevel stod model. Imponerende.

Billederne blev, som sædvanligt havde jeg nær sagt, skudt uden x-tra lys (800 iso), med de dejlige faste brændvidder fra Canon (24, 35, 50) og i fri hånd. 1/60 bl. 2.5.

Hvidbalancen blev sat til tungsten, det var ikke helt præcist, men godt nok til at vi kunne snakke om billederne undervejs, og så er de jo dejligt nemt at finde den helt rigtige WB i raw.konverteringen.

Bare gab helt op...

... for ideen om at bruge nogle få faste brændvidder, og meget gerne vidvinkel slagsen.

Personligt er jeg en grej-freak, elsker udstyr og har rigtig meget på hylden, og det er vel nærmest også problemet, det står der på hylden, og bliver kun brugt en gang imellem, når den der specielle opgave lige kræver en 100-400/4.5-5.6L eller en TS-E 24/3.5L. At det så er dejligt at kunne løse opgaven som jeg vil, fordi jeg har udstyret er jo rigtig rart.

Men, der er flere ting der taler for at minimere sit udstyr. For det første er udstyr jo tungt at slæbe rundt på rent fysisk. For det andet forstyrrer det den kreative nerve, når man altid lige kan sætte en anden optik på, lave noget andet lys, eller bruge et andet kamera. Og for det tredie så koster det jo en bondegård.

Derfor lige en reklame for de gode gamle dage hvor Cartier-bresson kun brugte 35, 50 og 90mm, Salgado 28, 35 og 60mm, mens Winogrand war, og Alex Webb er tilhængere af 28mm.

Så hvorfor sælges kameraer så stadig mere og mere på at de kan zoome 11x og lave nærbilleder af månen, når de gamle mestre kunne nøjes med meget mindre?
Fordi det teknisk kan lade sig gøre at fremstille 11x zoom, og fordi at kameraproducenter jo til stadighed skal finde argumenter for at du skal købe mere og mere.

Spørgsmålet er bare om vi har brug for det?

Min personlige favorit er Canons 35mm/1.4L, og det vil være den optik jeg ville vælge at tage med på den der øde ø, du nok ved.

Super nærgrænse, fantastisk skarphed, stor lysstyrke, robust og så med et perspektiv, der minder meget om vores eget øje.

Det er jo ikke lige sikkert at du har 9000,- til en 35mm, men overvej alligvel om du skal købe super-zoomen til 7000,- eller om du skal finde dig noget simplere. Til Canon kan man købe 35/2 eller 24/2.8 eller sågar en 28/1.8, som alle er inden for økonomisk rækkevidde.

Husk: Less is more!!

..vi går mod lysere tider.

Og dagen idag bød på et fantastisk vejr, ihvertfald i Nordjylland, med solen der varmede som var det i marts, mens temperaturen krøb under 0 grader.

Dagens billede er fra limfjordens bred, hvor et fyrretræ gav mulighed for at forvandle en simpel solnedgang til et ægte sofastykke.

Og hvordan lysmåler man så sådan en strålende vintersolnedgang uden at billedet bliver for mørkt. Jo, du skal lysmåle området bare lige uden at få solen med i søgeren, holde målingen og komponere billedet med solen i søgeren.

...er det også 2 billeder værd, og hvis det ikke er 2 billeder værd, er det heller ikke et billede værd. Sådan lyder et godt råd fra Jay Maisel, og Maisel ved hvad han taler om, eftersom han er en af USA's bedste kommercielle fotografer.

Med det råd i baghovedet løb jeg rundt om den selvsamme kirke, som jeg engang blev døbt i for nogle år siden.

Ved at variere udsnit og visuelt hieraki tog jeg en serie billeder af kirken i det skønne vintervejr, altsammen med min trofaste 35mm/1.4L optik.

Husk at give dig selv tid til at udforske motivet og til at fornemme hvad motivet vil fortælle, også selvom det bare er en gammel, hvidkalket kirke i provinsen.

 

...er det en rigtig god ide at medbringe egne modeller.

Det startede ellers helt fint, med klar frost og høj sol, men efter en time druknede det hele i tåge og regn.

Med en sigtbarhed på 40 meter er vesterhavet ikke den største oplevelse, og så er da rart at ens fotomakker ikke er bange for at vove sine ledbånd for det gode billede.

(bemærk at hoppet samtidig var en styrke test af Sun Sniper remmen, monteret med en 5D MK2 og en 20/2.8, remmen holdt)

anon 1dsMk3, Canon 14/2.8LMK2, 1/500, f:5.6

... og så har alle de andre tænkt sig at køre den samme vej som mig, nemlig til Jylland.

Jeg tænkte på hvorvidt alle de mange GPS'er ensarter alle trafikanter, så vi kommer til at køre den samme rute, og om det er derfor vi alle holder i kø.

Selvfølgelig valgte jeg at overhøre GPS Niels, når han insisterede på at jeg skulle køre over Vejlefjordbroen, og i stedet gik ruten mod Esbjerg, hvor der godt nok var længere vej, men også helt frie veje.

Det er lidt det samme man bør gøre med sin lysmåler ind imellem. Hvis billedet bliver for mørkt og dunkelt er det faktisk helt ok at ændre indstillingen og bestemme selv. At gå væk fra automatikken og de mange programmer og bare prøve om ikke man kan gøre det bedre selv. Som f.eks. her, hvor et nattebillede blev til en bibelsk vandring i lys, da vi endelig nåede frem til vores jyske mål.

Canon 1DS MK3, 35/1.4L, f:1.6, 1/3 sekund

... gang på gang at se hvordan canon fotografer må kæmpe med alle mulige storm-p løsninger for at holde et filter på plads foran deres flash.

Sidst var i TV i aftes, hvor der ved et pressemøde var flere fotografer med CTO-gel tapet fast foran faklen på deres flash.

Hvis man har en Nikon flash, har Nikon sørget for små søde udskårne gels, der sågar følger med flashen når man køber den. I de sidste versioner kan flashen sågar fortælle kameraet hvilken gel, der er monteret og bede om at få ændret hvidbalancen.

Men så nemt er det ikke at være canon fotograf nej, men her er løsningen for alle jer tape/velcro/elefantsnot/elastik/younameit ekvilibrister.

Print blot denne pdf og klip skabelonen ud. Læg den på din foretrukne gel, og klip formen ud. Fold en skarp kant efter den tegnede linie og nu er du klar. Den skarpe fold danner en påklædningsdukke-monterings-flap, som lige glider ned mellem fillcard og flashfakkel, smart, nemt at af/påmontere, og så kan man vel få 1000-1500 gels ud af en rulle 100x150 Rosco Gel.

God fornøjelse med saksen.

Jeg var på opgave for Hjemmeværnet, i forbindelse med topmødet, og som deraf med på patrulje på Christianshavn, lørdag eftermiddag kl. 14.

Undervejs stoppede 'min' patrulje flere grupper, rent rutinemæssigt og undersøgte dem for våben og lignende.

Der var ikke problemer med dem der blev stoppet, faktisk havde alle rent mel i posen og var egentlig villige nok til at blive stoppet.

På et tidspunkt bliver vi så fulgt af en yngre mand i sort jakke med hætte, som videofilmer os med et kamera på monopod. Han bliver hele tiden på den anden side af gaden og da vi så begynder at gå i retning af ham, vender han om og går hurtigt væk.

Politiet vælger at indhente ham og beder ham vise identitet, et pressekort har han ikke, men ellers er det hele iorden. Politiet bekræfter ham i at han ikke har gjort noget ulovligt ved at filme, men har samtidig loven på deres side ved at standse ham.

Jeg står lidt på afstand i mylderet og fotograferer naturligvis begivenheden (jeg er jo på job).

Politiet vil så gerne checke hvad fotografen har i sin taske, og nu bliver den unge mand så sur og råber til mig "Nu skal du tage billeder af politiet der chikanerer pressen" og "Hvorfor må han tage billeder når jeg ikke må"

Visiteringen foregik ganske udramatisk og jeg har ingen grund til at synes at noget var for meget.

På vej hjem kom jeg så til at tænke over hvor meget typer som denne unge mand egentlig ødelægger det for os pressefotografer. Jeg opfører mig ikke unødigt mistænksom og samarbejder med politiet inden for de rammer der er aftalt mellem PF og politiet.

For den enkelte betjent kan det dog være svært at skelne, når der opstår ballade og der ikke er tid til at undersøge alles identitet, og med det til stadighed større antal sensationsfotografer, der mere eller mindre berettiget synes de nærmest må have total immunitet ved de større demonstrationer, kan jeg godt forstå at det kan være nærliggende at give alle med at kamera rødt kort.

Jeg er overhovedet ikke interesseret i at vores dækning af begivenheder skal være mindre objektiv end den er, jeg er bare irriteret over at den store gruppe 'ikke-presse' baserede fotografer med deres dårlige opførsel, skal spolere arbejdsbetingelserne for de hårdtarbejdende avisfotografer.

Interesseret i at blive bedre til at bruge flash, reflektorer, softboxe, paraplyer, etc. ?

På hjemmesiden http://www.lastoliteschoolofphotography.com/ deler fotografen Mark Cleghorn ud af sin viden i en lang række videoworkshops, ganske gratis.

Nu er det ikke fordi jeg som sådan går vildt meget op i at teste udstyr og læse MTF-charts.

Jeg stiller mig meget ofte tilfreds med at købe udstyr ud fra et behov og lever så med de 'knaster' teknologien byder, de er jo som regel rettet i den næste, dyrere, version af dimsen.

Derfor er det her heller ikke en videnskabelig afhandling, men bare et eksempel på et billede jeg tog, da jeg alligevel var i Irland, og det var mørkt hele tiden.

Billedet er floden Shannon, opsvulmet af regn, taget på blænde 11, 25 sekunder, 200ISO, med et Canon 5dMk2 og et 135/2L objektiv.

Nederst er det et 100% udsnit af billedet, så man kan se detaljeringen af filen, iøvrigt optaget i RAW og konverteret i Canon DPP med sharpening sat til 3.

 

 

 

Der har jo længe været krig mellem ejere af hhv. Nikon og Canon. Selv har jeg, i modsætning til mange krigere, ejet begge dele og kan se fordele i begge lejre.

Nu er krigen også brudt ud i den romantiske side af livet, se her:

En lille lørdagshyggeopgave med et par smukke mennesker på et stort slot i Hillerød.

Der blæste en mindre pelikan udenfor og chillfaktoren var vel -12 grader, så mere end et par billeder udenfor kunne det ikke blive til, hvis modellerne ikke skulle blive helt blå.

Indenfor var der forholdsvis lunt, og efter de sædvanlige, og fornuftige formaninger om total udelukket brug af stativer og flashlys, gik vi op i den smukke riddersal, der udover at være smuk også er mørk (der er slet ikke monteret lys) og kold, fordi man jo kan danse sig varm deroppe.

Så eneste lyskilde er nu lys fra de (heldigvis) store vinduer fra den sene vintersol udenfor.

Men hvor er vindueslys dog smukt, når det sådan kommer ind i flere meters bredde og højde. Som en stor softbox smyger det sig rundt om stof, ansigter og hår.

ISO 1600, blænde 2.2 og 1/125 sekund på min 50/1.2L og så var det altså bare så det trak tårer.

 

...sagde teknikeren til mig i telefonen, men jeg havde altså ikke tid til at fotografere ham før, og i virkeligheden ville jeg allerhelst have et billede af ham i skumringen.

På denne tid af året er der bare ikke meget lys, og slet ikke efter kl. 15, men det er slet ikke så ringe endda.

For om sommeren er den store opgave alligevel at få modellerne ud af solen og ind i omgivelser, hvor øjnene kan slappe af og man selv kan sætte sit lys.

Så 15.30 passede mig fint, og jeg forberedte en simpel lille opstilling.

Hvid paraply med monteret sølv bagstykke, flash skudt op i paraplyen, trigget af en Canon ST-E2 på mit kamera, fuld TTL. Kameraet instillede jeg på manuel eksponering, sørgede for at lukke baggrunden lidt ned med 1,5 blændes undereksponering. Jeg synes ikke den blå tone var helt blå nok, så jeg monterede et fuld CTO filter på flashen og indstillede hvidbalancen på 3200 grader kelvin.

Servicebilen blev placeret, så forlygterne kunne lave noget kant på teknikeren, uden at overstråle i 35mm/1.4L optikken.

Så var det jo bare at få en god interaktion med Bo og få billedet til TDC i kassen.

 

Vel hjemkommet efter turen til Irland, var der lige en sød lille opgave fra morgenstunden af.

SFI afholdt konference om beskæftigelse og naturligvis kom beskæftigelsesminister Inger Støjberg forbi og åbnede talerækken.

Inger er en sød og fotogen person, og det er jo ikke hendes skyld at der er ret mørkt i lokalet, så jeg må tage billedet med 1600 ISO, og kun 1/100 på blænde 2.8. Det betyder desværre at man må skyde en del ekstra gange, da min hånd ikke var helt stabil hele tiden.

IS og god kropsstilling gør meget, men ikke alt.

Men hvad værre er så har Inger ligesom alle de andre talere, jeg har oplevet gennem tiden, et skrevet manuskript, og derfor går blikket fra papiret (99% af tiden) og så til et hurtigt blik ud i lokalet. (1 % af tiden). Og når Inger så kigger op, så flyttes hovedet bagud og på blænde 2.8, så skal der fokuseres igen, da skarphedsdybden er 1 cm på 200mm indstilling.

Det er jo det jeg er hyret til at klare, ja det er, og ud af 50-60 skud var der da også en del stykker der sad lige i øjet, mens resten er til at smide ud.

Derfor ønsker jeg mig dette til jul. Når en person træder op på talerstolen, kigger vedkommende ud i lokalet, tager en dyb indånding og smiler, og evt. siger, hvor er det godt at se jer, mens hun/han holder blikket rettet mod salen.

Det vil spare mig for at skulle overfotografere vedkommende og sikre gode, flotte billeder til videre brug i diverse medier.

Det er da ikke meget at forlange er det....

 

Jeg er på job i det mørke Irland. Det var mørkt da jeg kom, mørkt da jeg forlod hotellet imorges og mørkt da jeg kom tilbage igen.

Ellers virker det meget rart, taxichaufføren underholdte med drabshistorier fra det lokale liv, men dem kender vi jo godt fra København, så kom bare an..

Jobbet går fint ind til videre. Folk er flinke og rare og der har været godt med lys idag. Opgaven lyder på portrætter af 9 personer, helst en 4-5 stykker af hver i forskellige locations og billeder af hovedsædet. Imorgen hedder det 4 personer mere og et par gruppebilleder, det bliver fint.

Vejrudsigten melder om storm i nat og imorgen, håber ikke jeg blæser inde, da jeg har job igen onsdag i KBH.

Dagens billede er fra 12. etage fra hotellet, floden er tyk af vand efter den megen regn i området og imorgen kommer der så nogle mm mere.

Canon 5Dmk2, Canon 135mm/2L f:/2 1/100

Hold da helt op, hvor har det regnet her i november, 24 regnvejrsdage ud af 27 dage indtil nu.

Det er 27 dage siden, min garageudlejer mindede mig om at nu var det nok tid til at stille min sommerbil i en varm garage og lade den hvile ud vinteren over.

Optimist som jeg er, var svaret at november stadig kan give gode solskinsdage med vind i håret og en kølig brise ned af nakken, på vej ud i verden med kameraet i tasken og en opgave forude.

Men jeg fik uret og Hans fik ret, så nu skal den altså ind i varmen og jeg må over i familiebilen med mit udstyr. Øv.

For at gøre det her det mindste fotorelateret har jeg lagt dette billede op, taget på f:1.2 med min 50mm, for at vise hvor lille en skarphedsdybde den giver, selv på 4-5 meters afstand.

I morgen drager jeg på opgave i Irland, håber jeg får lidt tid til at få et billede eller 2 på bloggen.

 

Havde lige en stille aften og fandt et billede på min harddisk, som ikke rigtig var kommet videre.

Billedet er taget en morgen på et skib i havnen i Genova. Over bjergene hang de tunge skyer i den varme sommerluft og solen kastede sine stråler som sølv over havet.

Jeg tog først et skud på blændeprioriteret program og resultatet var alt for lyst, da skyernes mørke snød lysmåleren.

Et nyt skud med kameraet indstillet manuelt og eksponeringen 2 blænder mørkere gav dette resultat.

200 iso, 1/400, f5.6

Sådan set iorden, men ikke ligefrem en eye-catcher.

Jeg var tilfreds og da jeg jo havde mit 5d MK2 på manuelt, kunne jeg koncentrere mig om at frame billedet bedst muligt med min 28mm/1.8.

I aften fandt jeg så det lidt svage billede frem og ved at hæve kontrasten en smule (en del) i DPP, og rettet horisonten op i photoshop, kom dette dramatiske billede frem, som jeg synes virker godt.

For meget...., nu var du der jo ikke selv, så hvordan ved du det.

Klik her for at hente billedet som skrivebordsbaggrund...

I sidste uge var jeg på job for at dansk teleselskab, der vil fremhæve bluetooth teknologien for deres egne medarbejdere.

Men hvordan fotograferer man bluetooth, når det er usynligt?

Først prøvede jeg at lægge et blåt lys i lokalet med en farvet flash, men det blev lidt for rumagtigt. Heldigvis havde butikken, vi var i, nogle ret cool farvede lys på væggene og modellen vi havde lånt var en flot fyr, som kunne tåle at blive fotograferet nedefra.

Resultatet er blevet photoshoppet lidt rent farvemæssig, men er ellers bare et resultat af min 24-70 på fuldt hul, og den rigtige hvidbalance.

 

Idag fik jeg taget hul på et projekt, jeg længe har overvejet, nemlig at skildre en by i provinsen.

Siden jeg kørte gennem Guldborg for et år siden har jeg vidst at der måtte være udfordringer at hente der, Det skulle være et projekt, hvor der stilles krav til den indre kreativitet, altså det skal ikke være væg-til-væg med gyldne billed-muligheder.

Altså, som sagt, kl. 12 dampede jeg og Mads mod det sydsjællanske og brugte derefter 5 timer på at finde hoved og hale i den lille by.

I får lige en smager på materialet, her er det bropasseren Ole, der er på vej til julefrokost, efter endt arbejde på broen.

 

Lidt data om dette billede. Kamera Canon 5Dmk2, Iso 800, Objektiv Canon 24/1.4, Lukkertid 1/10, Blænde 1.4.

En, for mig, ny favoritfotograf er danske, men i Sverige boende Jens Oluf Lasthein.

I bogen 'Moments in between' skildrer han det ødelagte balkan efter østblokkens fald og viser os tristhed, håbløshed og også en smule håb i de pudsige optrin han fanger med sit panoramakamera.

Jeg var heldig at få fingrene i 2 af Jens Olufs bøger, endda med signatur.

Se også her: http://www.lasthein.se

 

I går var jeg på opgave med hjemmeværnet og oplægget var en reportage over et kontrolbesøg hos et hjemmeværnsdistrikt på sjælland. Inspektionen gik som planlagt og mange gode ideer og feedback blev givet frem og tilbage.

Lysmæssigt er det rigtig svært at bruge flash på sådan en opgave. Afstandene i en forholdsvis moderne bygning er lange i forhold til den relativt lave loftshøjde. Derfor er det næsten umuligt at bounce lyset op i loftet for at belyse naturligt. At skyde direkte frem med flashen er også umuligt, da det giver rigtig dårlige skygger bag de fotograferede.

Bygningen var rigeligt belyst med en rig variation af sparepærer, halogen og neon-rør, så den rigtige løsning er at skyde med forhåndenværende lys, hvidbalancen på tungsten og så rette endeligt op på farvebalancen i raw.

Endnu engang må jeg prise mig lykkelig for de faste brændvidder jeg har til mit Canon kamera. Såvel 20, 24, 35 og 85 var oppe af tasken og med 800 ISO kan man skyde fri hånd med f:/2 og en lukkertid på 1/100 del. Som en lille bøn til canon-guden vil jeg gerne bestille en 20/1.4L.

Selvfølgelig bærer resultatet præg af den lille dybdeskarphed, der opstår med de store blændeåbninger, men det passer fint med reportagestilen.

Billederne kommer til at fylde 5 sider i det næste nummer af HJV-magasinet.

 

Jeg er altid på udkig efter inspiration, og en af de fotografer der inspirerer mig (og også mange andre) mest i disse år er Joe McNally.
McNally har udgivet 2 bøger om sin teknik, med speciel fokus på brugen af små flashenheder og alverdens tilbehør for at modificere lyset fra dem.

Lige nu ligger 'Hot shoe Diaries' på natbordet. I bogen gennemgår Joe med sin lune stil forskellige optagelsesscenarier, teknisk såvel som menneskeligt og det lærer man bare en masse af.

Godt nok bruger Joe primært Nikon og det berømte CLS flashssystem, men mange af tingene kan sagtens overføres på tilsvarende canongrej.

Jeg er jo selv tidligere Nikon-fotograf og må sige at jeg savner Nikons meget overlegne flashsstyring, til gengæld nyder jeg det store udvalg af faste brændvidder.

 

Jeg er vild med Indien. Til marts drager jeg til Indien igen (for 3. gang) med 2 andre fotografer for at møde verdens snart mest folkerige land, de underligste optrin, de værste lugte og den mærkeligste kultur.

Vi skal til New Delhi, Agra, Varanasi og Mumbai, og med kun fotografer i flokken bliver det helt fantastisk at komme afsted.

Sidste tur til Indien var udelukkende til Mumbai, 21 millioner mennesker, flere millionærer end på Manhattan og flere fattige end noget andet sted. Denne gang bliver det til 5 dage i Mumbai, der er lige nogle ting jeg skal tilbage og arbejde videre med.

Blandt andet gadeoptrin som denne fattige dreng.

 

I løbet af ugen var jeg heldig at blive booket til dækning af en cognac og chokoladesmagning på en restaurant i den indre by. Klientellet var diverse madskribenter og billederne er efterfølgende lagt ud til download til brug i omtaler, etc.

Normalt er jeg ikke den store cognac-ekspert, men Braastad cognac og fransk gourmet chokolade er ikke at foragte i en kold tid.

Teknisk var det lidt udfordrende at arbejde i den kælderbaserede restaurant, hvor lys kilden var sparepærer i forskellige farvetemperaturer. Jeg håber snart der kommer en sparepære-standard-farve og en tilsvarende hvidbalanceindstilling i mit næste kamera.

Flashen blev filtreret og loftet var heldigvis hvidt, så jeg kunne bounce så meget som muligt.

Der blev ud over den reportageagtige dækning også tid til portrætter af ejer og destillatør, og naturligvis et par reklameagtige cognacfotos til livsstilsmagasinerne.

 

For en uge siden var min assistent Mads og jeg fotografer til en kæmpe firmafest i Bellacenter. Jobbet indebar både reportage undervejs, fotografering af gæsterne og dækning af adskillige shows undervejs.

Billederne er efterhånden ved at være leveret og kunden er glad.

Det er altid en større belastning for et lille firma som mit at skulle bearbejde 3500 billeder (100GB), alle optaget i RAW, på 3 forskellige 21,4 megapixel kameraer, og indlæsning fra CF-kort, backup til backup-diske, ja, bare indlæsningen af indholdet i en mappe til mit raw-program, krævede god tålmodighed.

Vi havde synkroniseret tiden i de 3 canon-kameraer, så det har været sjovt efterfølgende at se hvor tæt vi har dækket alt fra de 2 fotografvinkler.

På jobbet brugte vi hovedsagligt faste brændvidder, 24/35/50 og 85mm, som sikrede at vi kunne arbejde i fri hånd, 1000-1600 iso og undgå brugen af flash. Ikke fordi flash er forbudt, men i Bellacenter er det mørkt, når det er mørkt, loftet er 25 meter oppe og rummet var fyldt med røg, som blev til en hvidlig mur, hvis vi skød flashen lige frem.

I får lige et billede af en af de mange kunstnere.

 

.. hvis man vil have de sidste gule blade registreret for i år, for på onsdag kommer frosten i stor stil over landet.

Det er bare den fedest følelse at gå rundt i skoven, se de fantastiske farver og bare være skabende med sit udstyr.

Det er jo den ægte fotoglæde der skal dyrkes, at se, være og skabe. Prøv at undgå at sætte forhindringer i vejen for at leve i den proces så meget af livet som muligt, og husk det bedste kamera er det du har med dig.