Skip to main content

Test af X-pro2 og XF100-400, hands-on …

By 14. marts 2016september 2nd, 2017Ikke kategoriseret

De kære mennesker hos Photografica ville gerne have min mening om et af tidens (forår 2016, red) mest ventede og omtalte kameraer, nemlig Fujifilm X-pro2.

X-pro2 er det kamera, som skal sætte Fuji i førersædet i feltet af mirrorless kameraer som Sony, Olympus og Panasonic. Det har både optisk og elektronisk søger, 24 megapixel, fokuspunkter over hele billedfladen og giver adgang til Fujis meget brede udvalg af højkvalitetsoptikker.

Fuji har været tro mod deres oprindelige ide for 5 år siden. De vil skabe kameraer med lækker finish, retrolook, nem adgang til vigtige justeringer og med et objektivudvalg, der trods APS-C croppet er i tråd med de optikker man normalt vil vælge (af fortællemæssige årsager) hvis man fx. er vant til at bruge et fullframe format. Deres XF14mm giver en 21mm (FF), XF23mm svarer til 35mm (FF) og så videre. Altså lige efter bogen, hvis du vil konvertere fra et stort FF kamera.

Jeg var, indtil lanceringen, lige så forventningsfuld som alle andre fotografer og håbede på et kamera med Leica-feeling, Fuji-kvalitet, Olympus-hastighed og Panasonic-video.

Første , lidt negative, indtryk, da X-pro2 endelig kom frem i produktionsversionen, var som følger:

Stor, måske for stor til en APS-C sensor.
Let, lidt for let til det store hus.
Kedelig, altså som i, har jeg ikke set det design før, jo i X-pro1.
HD video, havde regnet med 4K.
Flip skærm, nej, jamen hvorfor ikke.
Dyr, ja, nu nærmer vi os 15K, for et APS-C hus.

Var der kun en ny sensor og en lidt større EVF opløsning i posen til os, der havde været spændte som buer i månedsvis.

Når jeg så lige tænker mig om en ekstra gang hænger det hele meget godt sammen, trods alt. X-pro2 er produceret til gade- og reportagefotografi, som en Leica M, hvor X-T1 er mere alsidigt, som et CANON 5DMK3. Så fotografer vil vælge forskelligt, efter behov, efter præference. Så måske er det slet ikke meningen at X-pro1 og X-T1 skal smelte sammen til eet superkamera.

Derfor var denne test en kærkommen lejlighed at få lov at prøve kameraet af, se hvad det kan i (på) marken. Og hvad er bedre for en test end en lang dag på landevejen, mange forskellige motiver og lys, godt selskab af en god fotoven, så hvorfor ikke bare køre til Tønder.

Vi var heldige med vejret, opklaring, solskin, næsten ingen vind og måske udsigt til sort sol i marsken, det kunne ikke blive bedre. Nå, jo, for rare Henrik fra Photografica smed også lige en XF100-400mm zoom med i testen, med en cute lille 1.4x extender. Og så afsted mod Vadehavet.

Udover XF100-400mm medbragte jeg også 10-24mm, 16-55mm, 14mm og 23mm, samt en Gitzo monopod.

Konklusion no. 1. Autofokus. Hold da op den er hurtig og præcis. Det nye lille joypad på bagsiden er så smart at arbejde med, lige et lille vrik og så flytter man fokuspunktet. Lige mit temperament, jeg er typen der flytter fokuspunkt, stort set fra motiv til motiv. AF hunter ikke og den er super til at stille skarpt på mindre objekter i forgrunden, noget både X-T1 og X-E2 ikke kan finde ud af.

Vi stopper lige før Middelfart og går ind på en grund, som i mange år har været en stor bunke rod. Huset er brændt ned og overalt står der biler, motorcykler og campingvogne, træer er væltet og alt er overgroet med mos.

Her bruger jeg 14mm, den giver et dejligt perspektiv, nogenlunde god boked og meget præcis AF.

I det skarpe sollys performer X-pro2 meget flot. Ingen interne reflektioner og det dynamiske omfang spænder fint over lys/skygge.

Konklusion no. 2. EVF’en skal stå på manuel gengivelse. AUTO snydes af lyset i omgivelserne og forekommer for lys, hvorfor man vælger at køre op til -1,5 på eksponeringskompensationen. Til gengæld ingen udbrændte højlys.

Vi kører mod Ribe og ud til slusen ved havet. Her sværmer store mængder gæs rundt i landskabet og jeg får prøvet XF100-400mm. Den er stor, meget stor, men på et monopod går det an, og OIS virker så godt. Optikken er skarp på alle brændvidder og har en dejligt kontrastfyldt gengivelse og gode farver. Drejezoom er altid at foretrække og Fujis virker perfekt. Optikken er stor, men ikke så tung, hvilket gør det noget nemmere at ‘danse’ med den.

Konklusion no. 3. Selvom XF100-400mm er virkelig god og skarp, synes jeg dog at det er en stor optik, og skal man overveje denne, så er det fordi man skal bruge fleksibiliteten og hurtigheden, og kan leve med den store optik. XF-55-200mm er også fantastik og noget nemmere at holde i hånden.

Efter gæssene har sat sig bevæger vi os ned til et forladt hus. Her bruger jeg 16-55mm og må igen begejstres over X-pro2s detaljerede billede og kameraets evne til at håndtere modlys og stor kontrast.

Konklusion no. 4. X-pro2 er ikke for stort, når man bruger en zoom som 16-55mm. Et ekstra greb vil gøre balancen perfekt, men så er vi heller ikke langt fra at have noget der er ligeså stort som en Canon 5dMK3 med 24-70/2.8L.

Vi kører videre mod Rømø, på dæmningen er XF100-400 + extender perfekt til at samle hele den 5 km lange vej, og på stranden hiver den motiverne ind fra stor afstand.

Vi stopper ved endnu et forladt hus, og den lange tele forandrer en høstet stubmark til fine mønstre. Ved landevejen får jeg mulighed for at teste XF100-400mm + extender samt X-pro2’s evne til at lave fokus tracking, en stor lastbil i fuld fart, følges uden problemer og billederne er igen perfekt skarpe. Det ser ud som om OIS’en arbejder lidt i ryk, men skarpt bliver det altså.

Konklusion no. 5. Det kunne være fint med en større okular på X-pro2. Især i vind løber øjet i vand, og når der er meget sol, kan det være svært at se søger gengivelsen korrekt.

Solen står nu lavt og vi må konstatere at det ikke er tid til stæretræk endnu, og at vi må køre hjem igen uden fantastiske fugleformationer i solnedgang.

På fyn bliver vi sultne og efter en cafeburger tager vi ned til Odense havn for at teste høje iso. Det er meget mørkt og med hhv. 10000 og 12800 iso bliver X-pro2 presset max. Jeg bruger 1/30, f:1.4 på en XF23mm. Autofokus på X-pro2 virker totalt spot-on. Selv i buldermørke finder sensoren noget at fokusere på og jeg får rigtig fine resultater, selv uden noisereduction i Lightroom 6.

Konklusion no. 6. 100% hurtig og perfekt autofokus. Ikke nogen forsinkelse eller fokushunting, ingen fejlfokusering, og jeg har endda ikke firmware opdateret nogen af mine optikker.

En lang dag er slut og 2 fotografer er ved at være trætte. De sidste 170km på motorvejen trækker tænder ud.

Indtrykket af den nye X-pro2 er overordentligt positivt og kameraet er milevidt bedre end det gamle X-pro1, og på mange områder også bedre end Fuji’s fantastiske X-T1.

Reportage, street, rejsefotografi. Her vil X-pro2 levere varen til den professionelle fotograf, store, klare, skarpe filer, masser af kontrast og med et rigt objektivprogram.

Senere på året kommer (håber jeg) X-T2 med samme AF, samme sensor, måske 4K video, det bliver et godt år….